Karen Filskov

Karen Filskov.

Karen Filskov.

Karen Filskov er forfatter og illustrator og oprindelig uddannet håndarbejdslærer og efterfølgende tekstildesigner fra Designskolen i Kolding i 2001. Hun debuterede som forfatter i 2011, og hendes seneste udgivelse er Det sner med fjer (link til køb), figurdigte om fugle, udgivet på forlaget Vild Maskine i 2020.  

I Det sner med fjer har Karen Filskov arbejdet med fugle fra hele verden udformet som dekorative digte, en helt ny måde at læse om fugle på. Det sner med fjer er en videreudvikling af figurdigtene, som optrådte første gang i hendes anmelderroste Skoven fra oven (Gyldendal), der var nomineret til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger i 2015. I Det sner med fjer har hun, i modsætning til de tidligere bøger, selv stået for illustration og grafik, og vi synes, det er hendes bedste bog til dato.

Det sner med fjer, figurdigte af Karen Filskov.

Det sner med fjer, figurdigte af Karen Filskov.

Det sner med fjer indeholder 32 figurdigte, der hver især forestiller den fugl, digtet handler om. Digtenes form lægger op til at læse på en intuitiv måde, hvor man skal følge pilene i de til tider labyrintiske digte. For eksempel skal man læse langs en flamingohals, følge vingen på en albatros eller halen på en påfugl, og indimellem deler teksten sig.

”Da jeg skrev fugledigtene, blev jeg opmærksom på, at en del temaer i fuglenes verden ligner nogle, vi kender fra vores eget liv. Bogen handler altså ikke kun om fugle, vi kommer også til at tænke over, hvordan vi selv har indrettet os,” fortæller Karen Filskov. Hun arbejder med samspillet mellem mennesket og naturen, og i Det sner med fjer drages der paralleller mellem fuglenes og menneskenes liv på en børnevenlig og humoristisk måde. Et af bogens temaer er sociale fugle, hvor eksempelvis pelikaner lærer gruppearbejde, fra de er små, og flamingoer bliver opfostret til lighed mellem kønnene.

Et af figurdigtene er inspireret af Donald Trump, digtet om den mærkelige fugl træskonæb. Karen Filskov syntes, der er visse ligheder mellem præsidenten og fuglen. ”Det endte med at blive et temmelig grumt digt. Denne sære fugl lægger to æg, men lader kun den ene unge overleve, nemlig den unge, der beviser, at den er stærkest. Det er naturligvis en overlevelses-
strategi, men alligevel bliver man glad for, at man selv er vokset op i et samfund, hvor dét at passe på de svage vægtes højt.”

Det sner med fjer, af Karen Filskov, udgivelsesdato: 8. september. Indbundet. Layout og grafik: Karen Filskov. ISBN: 978-87-7227-021-0. 36 sider. 229,95 kr. i vejledende pris, kan købes eller bestilles gennem alle landets boghandlere. Bogens forside og et udvalgt figurdigt kan findes under presse.

Figurdigtskabeloner og skriveøvelse:
Til de nysgerrige sjæle og undervisere findes der figurdigtskabeloner og skriveøvelse specifikt til bogen, ligeledes udarbejdet af Karen Filskov, find det her eller under undervisning.

Lær mere om bogens fugle:
Hør hvad Vildt Naturligt på P1 svarer Karen Filskov på hendes spørgsmål om, hvordan Raja Ampat-paradisfuglens fjer kan skifte til selvlysende. (Indslaget begynder 35 minutter inde i udsendelsen og varer ca. 5 minutter). Hør udsendelse.

Se det lille BBC-klip med Raja Ampat-paradisfuglens parringsdans, der omtales i Vildt Naturligt på P1. (Klippet varer ca. 1 minut).

Se et lille BBC-klip om træskonæbs yngelpleje (klippet varer ca. 4 minutter).

PRESSEOMTALE af Det sner med fjer:

“Usædvanligt smuk billedbog … Pædagogisk poesi, hvor den åbenlyse intention om at formidle kendskab til naturens mangfoldighed er kombineret med kreativt og sprudlende sprog … en hyldest til selve billedbogsformatet.”
Anna Karlskov Skyggebjerg, Weekendavisen 

“Karen Filskovs figurdigte om fugle er fakta og formeksperiment som en pivåben og inkluderende leg … det grafiske udtryk står rent og knivskarpt … og i Det sner med fjer har hun  aldrig været tydeligere helt sig selv som fri fugl og figurdigter til børn.”
Kamilla Löfström, Dagbladet Information 

“Karen Filskovs sans for sprog, figurer, former og farver er i særklasse. Det er betagende at se, hvordan hun smelter bogstaver, farver, sprog og fakta sammen til en komplet, helstøbt og virkelighedstro fugl.”
Mette Sofie Kirkedal, Bogoplevelsen

“Det er så klassisk og så komplekst … Karen Filskov gør det fremragende og professionelt … som læser kan man glæde sig over de smukke fugle, poesien og kreativiteten.”
Bodil Christensen, Folkeskolen.dk, blogomtale 

“En æstetisk indbydende og anderledes billedbog, der først og fremmest vil glæde digtvante børn og forældre. Skriftbillederne gør læsningen til en oplevelse, der fremmer nysgerrigheden …”
Christine Christensen, Dansk Biblioteks Center, lektørudtalelse 

Det sner med fjer er en flot og indbydende bog og måske kan bogen fungere som en indgang til biologien til børn på fem – syv år.”
Birte Strandby, Bogvægten.dk 

“Der bliver i disse år udgivet gode, vedkommende, indbydende, udfordrende digtsamlinger for børn og unge. Der bliver flere og flere at vælge imellem. Hurra for det! To nye udgivelser kommer fra det skønne forlag Vild Maskine, som går i front med skæve (på den gode måde) udgivelser, ofte tilknyttet et undervisningsmateriale. Karen Filskovs smukke figurdyredigte Det sner med fjer … kan bruges fra mellemtrinnet … Undervisningsmaterialet er meget inspirerende.
Christina Wung-Sung, Bausagerbooks 

 

Læs mere på forfatterens hjemmeside.