Om forlaget

Logo+logotype
Vild Maskines logo af Karen Nøhr Christensen

Forlaget Vild Maskine modtog Sigvaldi-prisen 2024!
Kulturministeriets Forfatterpris gik i år til Carsten René Nielsen for ‘Knoglebowling’

Vild Maskine holder til i Vordingborg på Sydsjælland og drives af Mads Heinesen og Rebekka Gertz Andersson. Man kan besøge vores forlagsboghandel i Algade 54B i Vordingborg, som holder åbent alle hverdage mellem 9:30-17:00, dog kan åbningstiderne variere i skolernes ferier osv., hold evt. øje med vores Instagram o.l. I boghandlen vil man, ud over alle vores egne titler, også finde et mindre, kurateret udvalg af nicheudgivelser fra andre forlag. 

Boghandlen blev åbnet i 2025, mens forlaget startede allerede i 2015. Vild Maskine udgiver dansk skønlitteratur samt børne- og ungdomslitteratur. Dertil enkelte udvalgte udenlandske forfattere i dansk oversættelse.

Vi stræber efter at udgive relevant skønlitteratur i høj kvalitet, gerne med kant og et kunstnerisk islæt. Dertil har vi specialiseret os i skønlitterær børne- og ungdomslitteratur, der kan bruges som højtlæsning, selvlæsning eller som værklæsning i skolen. Til flere af bøgerne laver vi gratis undervisnings- og inspirationsmaterialer, som kan downloades her.

Vi er stolte af at udgive blandt andet Carsten René Nielsen og Mette Marcussens illustrerede digtsamling Knoglebowling, som vandt Kulturministeriets Forfatterpris 2024, Marie-Louise Hansens debutroman Olgas bog, der vandt Munch-Christensens debutantpris, Karen Filskovs figurdigtsamlinger Det sner med fjer og Et perfekt insekt, som begge var udvalgt til The White Ravens, et internationalt katalog over den bedste børne- og ungdomslitteratur fra hele verden og meget, meget mere.

Af oversatte titler kan nævnes en af Færøernes absolut største nulevende forfattere Jóanes Nielsen og hans hovedværk Glansbilledsamlerne eller Kjersti Anfinnsens roste bøger om den pensioneredes hjertekirurg, Birgitte Solheim, De sidste kærtegn og Øjeblik for evigheden.

Forlaget Vild Maskine er medlem af Danske Forlag og Danske Undervisningsforlag, IBBY Danmark – selskabet for børnelitteratur, Mikrofest – kurateret netboghandel for kvalitetsmikroforlag samt forlagsfællesskab og læsebogklub m.m. samt Bycentrum Vordingborg, vores bys handelsstandsforening. Dertil har vi købt en mindre andel i andelsboghandlen Præstø Boghandel for at være med til at sikre, at vores historiske nabokøbstad fortsat kan tilbyde en velassorteret kvalitetsboghandel.

Læs mere under Nye bøger eller find en samlet liste over vores udgivelser i boghandlen, fx hos ovenstående Mikrofest eller på Saxo.com

Ønsker du at vide mere om, hvem vi er, eller indsende manuskript, så læs mere under Kontakt eller Indsend manuskript