Cecilie Bødker

Selvportræt af Cecilie Bødker. Styling og foto af forfatteren selv.

Selvportræt af Cecilie Bødker. Styling og foto af forfatteren selv.

Cecilie Bødker er forfatter, uddannet art director og fotograf fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun debuterede i august 2020 med romanen SORTSYGE, der fik bred opmærksomhed med flere interviews i store medier.

Cecilie Bødker belyser i romanen de normer, der er i samfundet omkring monogami, heteronormativitet, giftige forholdsdynamikker, det mandlige blik, skam og konkurrencementalitet blandt kvinder.

Helt usædvanligt har forfatteren selv lavet omslaget til SORTSYGE samt taget pressebillederne samt forsidebilledet til bogen, og endda ageret model. I sit virke som fotograf udforsker hun temaer som krop, køn, skam og identitet, og hun bruger ofte sin egen krop som motiv.

Cecilie Bødker har blandt andet taget fotografierne til Emma Holtens radikale projekt SAMTYKKE i 2014. Emma Holten havde været udsat for hævnporno og ville fortælle en ny historie om sin krop, hvor kroppen portrætteres som kvindeligt subjekt frem for objekt. Projektet gik viralt verden over og har bidraget positivt til debatten om hævnporno og sat fokus på ofres manglende rettigheder i lovgivningen.

Følge Cecilie Bødker på Instagram.

SORTSYGE. Omslag, foto og model: Cecilie Bødker.

SORTSYGE. Omslag, foto og model: Cecilie Bødker.

Om SORTSYGE

Cecilie Bødkers debutroman SORTSYGE er et autentisk drama om seksualitet, jalousi og polyamori. Et fængende trekantsdrama, der undersøger jalousiens væsen – en vedkommende romandebut af en ung forfatter (f. 1990) med en historie, der tager udgangspunkt i hendes eget liv. Udkom 28. august 2020.

Sortsyge er en direkte oversættelse af det svenske ord for jalousi: Svartsjuka. Romanen handler om 24-årige Freja, der indgår i et polyamorøst forhold med svenske August. Mens August ser mange andre kvinder, vil Freja til sidst kun se ham. Jalousien vokser og fylder alt, hun spiser ikke, og hun sammenligner sig konstant med Augusts andre kvinder på Instagram. Dertil kæmper hun med modstridende følelser i forhold til de idealer, hun gerne vil efterleve. For at komme jalousien til livs beslutter hun sig for at opsøge de andre kvinder, som August ser, og her møder hun Fanny …

INTERVIEWS med Cecilie Bødker om udgivelsen af SORTSYGE:

Stort forfatterinterview på DR.DK: 
Cecilie i opråb med ny bog: “Hvorfor skal man kun være sammen med én person ad gangen?” 

Stort forfatterinterview samt oplæsning fra SORTSYGE af forfatter:
Skønlitteratur på P1 (2. september), ca. 25. min. inde i udsendelsen
“Stormfulde følelser: Fra forelskelse til had” 

Radio4, KRÆS, 2. september:
Interview med Cecilie Bødker om debutromanen SORTSYGE“Syg af sort jalousi… Kræs taler både med forfatteren selv, en psykiater og en personlig rådgiver om, hvordan man tæmmer det kvælende væsen, jalousien kan være.”

Stort forfatterinterview i B.T.: 
“Cecilie er polyamorøs og jaloux”

Stort forfatterinterview i Jyllands-Posten: 
“Jeg har mærket den sorte syge sprede sig i min krop”

Interview i Radio Loud, 23. juli 2020.
“Vil du være kæreste med flere?”

Stort forfatterinterview i FEMINA, 15. september:
“Cecilie følte sig syg af jalousi, da hendes eks ville se andre kvinder”

ANMELDELSER af SORTSYGE:
“Cecilie Bødkers ‘Sortsyge’ er en af den slags bøger, der giver mig lyst til at protestere og sige: “Sådan er vi i hvert fald ikke!” Nok fordi der er et gran af sandhed i den. Den afslører helt andre nuancer af, hvad det vil sige at elske et andet menneske i dag, end jeg er vant til.”
– Bodil Skovgaard Nielsen, Dagbladet Information

“Stærk, letlæst og autentisk roman om den altopslugende jalousi. Det intense og direkte sprog gør at man kommer helt ind under huden på Freja og alle hendes tanker. Det er hårdt at læse hvordan jalousien opsluger hende og forvrænger hendes verdensbillede. Det er en sikker og velskrevet debut.”
Sanna Stagaard Gade, Dansk Biblioteks Center, lektørudtalelse

“Det er spændende at læse om de skred, der kan være mellem idealer og oplevede følelser, og hvordan samfundets normer strukturerer vores tankemønstre, selvom vi prøver at at undslippe. Sjældent har jeg følt mig så småborgerlig, som da jeg læste Sortsyge.”
Inger Christine Løwe, Politiken

“Bogen er god – sådan rigtig god. Den er aktuel, den er moderne i sit udtryk med mails, beskeder og evige insta-stalking, men den tager også teknologien, ungdommen, forelskelsen og svigtene seriøst. Enhver følelse bliver ekstrem, følelserne er sygdommen, og det perspektiv er vanvittigt interessant.”
– Ordomlitteratur.com

“Sortsyge er en modig insisteren på at beskrive en af livets sværeste og mest tabuiserede følelser; jalousi … Det er både en bog, man har lyst til at lægge fra sig, men som man samtidig ikke kan slippe … relevant læsning i en tid, hvor fortidens ideer om køn, seksualitet og forhold er i opbrud og bliver afprøvet i nye former.”
Kamilla Ane Petersen, Litteratursiden.dk