Vi har løbet stærkt for at nå alt det, der skulle gøres klar til årets største begivenhed i litteraturens verden. Eller faktisk var vores års højdepunkt vel nok da en af vores bøger vandt en pris, nemlig den mest prestigefyldte debutantpris for skønlitteratur for voksne, Munch-Christensens debutantpris, hvor anmelder og litterat Lars Bukdahl og litteraturprofessor Anne-Marie Mai sidder i juryen. Vinderne var “Olgas bog” af Marie-Louise Hansen, som Lars Bukdahl gav følgende ord med på vejen: “Dette er ægte originalt!” Men også vores første udlandssalg har markeret en milepæl for forlaget i dette efterår, nemlig Eva Botoftes stærkt oversete novellesamling “Permafrost – Fortællinger fra et yderpunkt”, som er solgt til Edition A-B Fisher og udkommer op til Leipzig-messen. Begge bøger er i øvrigt støttet af Kunstfonden.
Men blandt andet for at råde bod på oversete bøger, er Bogforum virkelig en kærkommen anledning til at vise, hvad vi har bedrevet tiden med.
Vi har i dette efterår også udgivet vores første tegneserie, “Lillepigen fra Lolland”, af Line Malling Schmidt, som fik flotte anmeldelser i tegneseriesiderne Nummer9.dk og Serieland. Og vi har sørme endnu en tegneserie på vej, som vi præsenterer for første gang på Bogforum: “Terror på hjernen” af Jakob Albrethsen, en stærk sag af forskeren og tegneserietegneren, der blev nomineret til Pingprisen for sin debut tilbage i 2015.
Dertil kan vi vise jer Carsten René Nielsens første bog før børn, digtsamlingen “Drømmecykler og fodboldhunde”, der er fornemt illustreret af Mette Marcussen.
Vi ønsker jer alle en rigtig god messe, om I så deltager eller læser om det på afstand.
Vi håber I vil komme forbi vores stand C2-012.
De bedste hilsner fra
Mads Heinesen og Rebekka Andersson